mandag den 2. marts 2009

"Vilde Svaner" af Jung Chang

For efterhånden en del år siden læste jeg denne bog, og jeg skal engang have fat i den igen. Det var en stor oplevelse at læse den. Det er bedst i en ferie, for der er mange personer at holde styr på. Navnene falder jo heller ikke en let. Vilde svaner” er en meget barsk historie. Det er fortællingen om et land, hvis leder ønskede at holde landet i en vedvarende konflikt for at kunne bevare sin magt. Om en befolkning, som blev gjort til diktaturets redskab ved at fremkalde og nære det værste i dem gennem frygt, uvidenhed og undertrykkelse. Man hører om kvinderne i et land, hvor kvinder ikke regnes for meget, og Jung Chang fortæller levende og medrivende tre af de kvinders historie, så man både sidder og griner og græder under læsningen. Det er også en historie om stort mod. Om en familie, som trods alle vanskeligheder og farer holder sammen og elsker hinanden. Og det er historien om, hvordan et land udvikler sig, selv når alle odds er imod det. For mig er ”Vilde svaner” en fantastisk bog. Den er velskrevet og letlæst trods sine godt 600 sider, og den giver et indblik i en tid og en helt anden verden. Kinas historie indeholder så mange fortællinger og epoker, at det er svært at forholde sig til. ”Vilde svaner” gør de sidste hundrede år levende og nærværende uden at være fordømmende og bedrevidende.

"Kvinden i buret" af Jussi Adler-Olsen

Dansk krimiforfatter, der skriver enormt spændende, fængende og anderledes. Hans bøger er en helt krimi-klasse for sig selv. De fanger med det samme, er komplekse på den gode måde, og dybt humoristiske samtidig. Især hovedpersonens assistent Assad er vanvittigt underlig og underholdende... Læs den endelig!
Bagsiden: "En smuk vinterdag forsvinder den unge, fremadstormende folketingspolitiker Merete Lynggaard sporløst. Medierne kaster sig grådigt over historien, og overskrifterne gætter på alt fra selvmord, en tragisk ulykke og kidnapning til frivillig forsvinden. Politiet sætter straks en storstilet eftersøgning igang - med uden resultat. Merete Lynggaard er som forsvundet i jorden.
Først da den utraditionelle og hårdt prøvede vicekriminalkommisær carl mørck sættes i spidsen for Afdeling Q, politiets nyoprettede afdeling for "sager under særlig bevågenhed", sker der et afgørende skred i efterforskningen. Og snart er carl mørck og hans assistens Hafez el-Assad på sporet af en en hensynsløs forbryder, som drevet af had har lagt en helt afsindig plan.
Spørgsmålet er, om de kan nå at forpurre den, eller om de selv vil blive ofre for den"....

For dem der kunne lide fx Stieg Larssons bøger, vil dette også være en super læseoplevelse, uden bøgerne på nogen måde kan sammenlignes - andet end kvalitet! Og så fra en dansk forfatter - super!