onsdag den 28. oktober 2009

Aldrig mere fri af Sara Blædel



Aldrig mere fri.

Jeg blev færdig med denne bog i går aftes, og jeg må konstatere, at den har resulteret i lidt for sene nattetimer..... det er jo sjovt nok i sig selv en god anbefaling.
En sen nat bliver en kvinde fundet myrdet inde i en gård i Skelbækgade på Vesterbro. Gerningsstedet er meget blodigt, for hun har fået halsen skåret over på en ualmindelig brutal måde. Politiassistent Louise Rick er i gang med at efterforske sagen, da hun bliver ringet op af sin veninde Camilla Lind, der er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun vil høre, om der er nyt i drabssagen. Camilla Lind er samtidig dybt rystet over at hendes 10-årige søn samme morgen har fundet et efterladt spædbarn på vej til skole. Alle spor i sagen fra Skelbækgade peger mod det københavnske prostitutionsmiljø, men da der sker endnu et brutalt mord står det klart, at der er fremmede folk involverede. De viser sig at være uhyre grusomme i deres udnyttelse og afstraffelse af andre mennesker, hvis det kan gavne deres egen meget lukrative forretning. Sara Blædel har tidligere udgivet Grønt støv, Kald mig Prinsesse og Kun ét liv i serien om politiassistent Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård. Aldrig mere fri er fjerde bind i serien om Louise Rick.


De første to bøger i serien er ikke de bedste krimier, jeg har læst. Men jeg har været godt fanget at "Kun et liv" og denne bog. Kan godt anbefale at man starte ved bog 3......

tirsdag den 27. oktober 2009

Engle og Dæmoner af Dan Brown


Af gode kolleger fik jeg til min fødselsdag et gavekort til "Bog & Idé". Jeg købte denne bog, som jeg først har læst efter vores tur til Rom. Nu har jeg lyst til at komme dertil igen...
Det er en fantastisk velskrevet bog. Der er passager i den, som jeg skal vende tilbage til. Især problematikken vedr. videnskab contra religion har optaget mig meget. Derudover får man foræret en masse kulturelt om Rom. Den kan virkelig anbefales.
Robert Langdon bliver tilkaldt til CERN, et forskningscenter i Schweiz, hvor en af forskerne er blevet myrdet. Et mystisk symbol er blevet brændt på hans bryst. Symbolet har forbindelser til bevægelsen Illuminati, som Robert forsker i, og som man egentlig ikke troede eksisterede mere. Men den er i høj grad handlekraftig. Det kommer efterhånden frem, at den myrdede forsker er første del af en plan, som går ud på at udslette Vatikanstaten inden for 24 timer.I selve Vatikanstaten skal kardinalerne samme dag vælge en ny pave efter den tidligere paves død. Alle kardinalerne er derfor samlet, bortset fra de fire, som er oplagte kandidater til pavevalget. De bliver kidnappet af folkene bag Illuminati, som truer med at dræbe en af dem hver time, indtil Vatikanstaten bliver udslettet kl. 24. Robert og Vittoria, som er datter af den myrdede forsker, haster til Vatikanstaten, hvor de har 5-6 timer til at forhindre flere mord og udslettelsen. Det eneste, de har at gå efter, er nogle gamle spor skrevet af selveste Galilei.

lørdag den 17. oktober 2009

Drengen i kufferten af Kaaberbøl og Friis


Jeg læste denne bog i sommerferien. Den var spændende og overraskende. Kan helt klart anbefales. Kaaberbøl kan altså også skrive voksen litteratur. (det er hende som har skrevet den fantastiske børnebog "skammerens datter".

Nina Borg er gift og har to børn, hun er sygeplejerske og arbejder i et asylcenter. Hun har flere gange været udsendt til krigszoner. Hun arbejder også i et netværk hvor hun hjælper de mennesker der ikke bare kan møde op på en skadestue eller hos en praktiserende læge, hvis de blev syge. Hun er en person med en stor social samvittighed. Hendes mand kalder hende adrenalinjunkie. Nina øver sig hver eneste dag i at være mere ligeglad med verden. Hun vil gerne have et klædeligt og civiliseret engagement som hun kunne lægge fra sig når hun kom hjem til familien. Lige nu føler hun sig desperat.Nina får en opringning fra sin veninde Karin gennem femten år. Det er et stykke tid siden de har set hinanden. De aftaler at mødes i cafeteriaet i Magasin.Karin overtaler Nina til at hente noget for sig. Karin lægger en nøglepolet på bordet til en bagageboks på hovedbanen. Det er en kuffert - du skal skynde dig og lade være med at åbne den før du er kommet ud. ”Du kan jo så godt lide at redde mennesker, ikke?”
I kufferten ligger en nøgen lille spinkel dreng, han er lyshåret, øjnene er lukket, knæene bukket helt op til brystet. Da Nina ser hans læber skiller sig ganske let er hun klar over han er i live.Det bliver starten på en historie med 180 kilometer i timen, hvor Nina kommer ud på rigtig dybt vand. Historien er medrivende, velskreven og spændende fra start til slut.I bogen skiftes der hele tiden mellem de forskellige personer og på den måde får man et nogenlunde indblik og kendskab til deres liv. Det er Lene Kaaberbøl og Agnete Friis’ første forfattersamarbejde. De har begge udgivet børnebøger og er nu igennem til voksne. Drengen i kufferten er den første af tre om Nina Borg.
Jeg venter spændt på de næste to bøger - der er noget at leve op til.

fredag den 16. oktober 2009

Kronprinsessen af Hanne-Vibeke Holst


Denne bog er ikke en krimi - og dog.. Den sætter mange tanker igang omkring flere temaer: "ligestilling"- "karriereræs" - "parforhold / arbejde" - "magtsyge" "politikerspil" "pressens magt" og meget mere. Det er ikke en skade at være lidt politisk interesseret, men den kan sagtens læses, selvom man måske ikke går så meget op i politik. Hanne-Vibeke Holst skriver rigtig godt. Jeg syntes, jeg havde behov for en bog, der ikke var en krimi, men denne har visse "krimiundertoner" så den er et godt alternativ.
Charlotte er gift, har to børn sammen med Thomas og er på vej til Uganda som medfølgende hustru. En aften før jul bliver den 35-årige Charlotte Damgaard ringet op af statsministeren og får tilbudt posten som Danmarks nye miljøminister. Har hun et valg? Hanne-Vibeke Holst har skrevet et brag af en roman om kvinder på magtens tinder. I årevis har kvinderne kæmpet for at komme til magten, for at sætte dagsordenen, for at vise de andre politiske padder, at vi kan gøre arbejdet endnu bedre. Når vi så sidder der og slås med egne partifæller og pressens paparazzimetoder, vover Hanne-Vibeke Holst at stille spørgsmålet: er det det hele værd? Læseren kryber ind under huden på Charlotte Damgaard fra første side og kravler forpustet ud igen på side 411. Her har man så taget beslutningen sammen med hende, skal-skal ikke, følt suset ved at stå i januarkulden med de andre medlemmer af Per Vittrups regering for at blive fotograferet af pressen, blive feteret, lykønsket og nået at udtænke store planer om Danmarks bæredygtighed og miljø. Man har også ligget søvnløs sammen med hende på grund af fortidens dæmoner omkring faderens aldrig afklarede selvmord, kæmpet mod trætheden, når store bunker af papirer om lovstof og sager skulle pløjes igennem og ikke mindst mærket smerten over afstanden til ægtemanden Thomas, der vokser sig større og større og truer med at ødelægge det ellers så solide forhold.
Charlotte Damgaard lærer hurtigt, at i politik er man altid alene, men ikke hurtigt nok, før medierne overfalder hende. For pressen lugter straks blod, når en uøvet, idealistisk minister vover at tale personligt og engageret og ikke optræder som de andre politiske nikkedukker.

torsdag den 15. oktober 2009

Trilogi af Anne B Ragde



Norske Anne B Ragde har skrevet triologien: Berlinerpoplerne, Erimitkrebsene og Ligge i grønne enge.
Det er absolut ikke en krimi, derimod en familiehistorie om fortid og fremtid. Jeg slugte dem, faktisk læste jeg nr 1 for lang tid siden, men da jeg så fik alle 3 i fødselsdagsgave, har jeg nu læst dem alle lige i streg. Det gjorde intet at læse etteren to gange.
Persongalleriet er fantastisk og så er der både af det triste, men også af det sjove. De er skrevet med meget humor, trods alvoren.

Neshov gården beboes af Far, Mor og ældste søn Tor. Mor og Far er gamle, Tor passer de få grise, mens alt omkring ham er i forfald. Tor har en næsten ukendt datter og to brødre, som han intet har med at gøre. Alle mødes de dog, da Mor ligger for døden.

Faktisk synes jeg, fortællingen er ret svær at beskrive - på mange måder er det en langsom fortælling, men lun og tankevækkende og rigtig god!
Den ene bror er bedemand, den anden homoseksuel vinduesdekoratør - og Tors datter arbejder med hundeadfærd - siger det så ikke sig selv, at modsætninger mødes og det kun kan blive en god historie??

What to say? Læs den!

PS. Til det arbejdende folk.. Jeg tror, jeg har læst 7 romaner de seneste 8 uger.. Fedt hva' ??!