tirsdag den 28. december 2010

Flødeskumsfronten af Peter H. Fogtdal



Dette er én af de bedre bøger, jeg har læst. Meget tankevækkende, må jeg sige.


En roman om den tyske soldat Andreas Spiess, der under Anden Verdenskrig sendes til Danmark, blandt nazisterne kaldet Flødeskumsfronten. I den lille jyske by Kibæk indleder han et farligt venskab med jøden David Huda, et venskab, der får store konsekvenser for dem begge

torsdag den 2. december 2010

Catalaneren af Noah Gordon

Hvis man er til den rolige fortælling, hvor den spanske borgerkrig spiller en rolle, og hvor vilkårene for vindyrkerne i Nordspanien i sidste halvdel af 1800 - tallet meget autentisk beskrives, så kan jeg godt anbefale denne bog. Dog synes jeg, at den savner nerve. En smule dramatik ville have været fint. Jeg vil ikke kalde det læsning på "højt niveau"......
----
Catalaneren’ foregår i sidste halvdel af 1800-tallets Spanien. Her møder vi Josep, yngste søn af en vinbonde. Da det traditionelt er den ældste søn, der arver gården, må Josep finde en anden levevej. Der viser sig en mulighed for at blive trænet til hæren, og Josep griber den. En episode hindrer ham dog i at blive rekrutteret og bevirker samtidig, at han ikke kan vende tilbage til sit hjem. Derfor tager han til Frankrig og arbejder på en vingård, hvor han lærer en masse om druer og vinfremstilling. Da han får besked om, at hans fader er død, vender han tilbage til sin fødeegn og køber sit barndomshjem.

onsdag den 6. oktober 2010

"Hundrede år" af Herbjørg Wassmo


Hende, jeg lånte denne bog af, var en lille smule skeptisk med at låne den til mig, da hun var bange for, at det er for meget en "kvindebog". Det er den ikke. Det er en slægtsroman, der giver et fantastisk historisk tilbageblik, og hvor er hun en klog forfatter. Mange gange er jeg stoppet op og genlæst passager.

Det er et broget kludetæppe om tre generationers kvinder i Nordnorge, deres følelser, deres længsler og deres mange børn.
I kvistværelset på Havness væver Sara Susanne smukke tæpper af stofrester der ikke kan bruges til andet, intet må gå til spilde. Hun havde måske en drøm om et andet liv, men som en af enkefru Linds mange ugifte døtre måtte hun takke ja, da Johannes Krog bad om hendes hånd. Måske ikke drømmebejleren, da han stammer slemt, men han er en god og driftig mand, og de får et godt liv sammen – og 12 børn.
Den yngste, Elida, bryder med moren og gifter sig af kærlighed. Med den svagelige Fredrik, der dog ikke er mere svagelig end at han kan sætte 10 børn på hende. Elida har også drømme: om at komme ud, og det kommer hun, takket være Fredrik. De sælger alt og rejser til Oslo, så han kan blive behandlet på Rikshospitalet.
Imens kommer deres yngste børn i pleje, og den alleryngste, Hjørdis, må tvinges tilbage til den fremmede kvinde, hun skal kalde mor, da denne vender tilbage fra Oslo.
Som kludetæppets trend finder vi i starten af romanens seks bøger små afsnit skrevet af fjerde generation. Hjørdis’ datter, Herbjørg, er født i 1942, samme år som forfatteren og 100 år efter oldemor Sara Susanne. Hun beskriver angsten for faderen og hans overgreb og de fristeder, hvor han ikke kan nå hende: besøgene hos mormor Elida og den gule blyant og hæftet hun skriver sine tanker ned i.
Disse knugende afsnit, der dukker op i den ellers brede fortælling, er med til at give perspektiv og står efter endt læsning meget stærkt i læserens bevidsthed. Der er ikke gjort meget for at skjule det selvbiografiske element.
Som altid hos Herbjørg Wassmo handler ’Hundrede år’ om stærke kvinder, denne gang ikke Dina-stærke, men udholdende og kloge kvinder. De udfører deres del af arbejdet og sørger for at manden aldrig føler sig underkendt.

lørdag den 21. august 2010

Min Broders Vogter af Leif Davidsen

Jeg kan varmt anbefale denne bog. Det er en lidt atypisk fortællervinkel, den er fortalt ud fra, hvilket jeg havde svært ved at vænne mig til. Jeg er sikker på, at samtidig med, at den er en spændende roman, giver den et meget realistisk billede af den fordærdelige borgerkrig i Spanien og det rædselsregime, der var i Sovjetunionen under Stalin.
---------------------------------------

Vi er i 1930´erne med økonomisk depression og optakt til verdenskrig. 25-årige Magnus Meyer er efter fem år og en blodig hændelse på det amerikanske kontinent flygtet tilbage til barndomsbyen i Danmark – blot for at finde ud af, at hans elskede lillebror, den følsomme idealist Mads, er taget til Spanien for at deltage i borgerkrigen på Folkefrontens side. På deres storesøsters anmodning drager Mads til Spanien for at hente lillebroren hjem. Dermed indledes en rejse, der fører Mads gennem det borgerkrigshærgede, men også smukke, støvede og solbeskinnede Spanien, hvor han møder sit livs kærlighed – og kommer på sporet af en forsvundet Inka-skat fra kolonitiden. Det bliver en lang rejse, som på dramatisk vis kulminerer i Stalins Sovjetunionen.

lørdag den 7. august 2010

Hævnens Gudinde af Sara Blædel


En anbefalelsesværdig krimi

----------------------------

Midt i afhøringen af enken efter en ung mand med rockerrelationer, bliver kriminalassistent Louise Rick ringet op af sin plejesøn, Jonas: En klassefest er endt i vold, fordi en flok rødder er trængt ind for at få fat i sprut og værdier. Den 12-årige Signe vil løbe efter hjælp, men da Louise når frem, er der sket en tragisk ulykke. Signe er løbet ud foran en bil, og senere samme nat dør hun af sine kvæstelser. For Signes mor forsvinder meningen med livet, da hun mister sit eneste barn. Men er hun ikke bare opfyldt af sorg, men også af ønsket om hævn? En mordbrand giver sagen højeste prioritet hos politiet, sporene fører i flere retninger, men efter et uventet tip fra veninden Camilla Lind forstår Louise, at ikke alle fortæller hele sandheden.

Havfruen af Camilla Läckberg


Endnu en god krimi af Camilla Läckberg

-------------
Sjette bog i successerien om Patrick og Erica.Familiefaderen Magnus Kjellner er sporløst forsvundet. Tilbage i Fjällbacka har han efterladt sig kone og to børn. På trods af at Patrik Hedström og hans kollegaer har gjort alt for at finde Magnus, ved ingen, om han er død eller levende. Efter tre måneder finder de ham, myrdet og fastfrossen i søen.Fundet kompliceres yderligere, da Erica opsnapper, at hendes forfatterkollega Christian Thydell modtager anonyme hadebreve. Er der en sammenhæng mellem mordet og trusselsbrevene?Christian står midt i at udgive sin debutroman og har nok om ørerne med at give interviews og holde sammen på familien. Han slår det hen, forsøger at bagatellisere omstændighederne på trods af Ericas bekymring og velmenende råd. Det viser sig at være en stor fejl.

Din Næstes Hus af Jette A. Kaarsbøl


Dette er en af de bedre bøger, jeg har læst i sommerferien 2010. Den kan varmt anbefales.

------------------------------

Fornemmelsen af overfladiskhed og ligegyldighed har rødder i Laus Lindborgs barndom og kulminerer, den dag hans far dør af et hjertestop. Laus, der er enebarn og har mistet sin mor som ganske lille, er vokset op hos faren, en selvoptaget fantast, hvis egen karriere som arkitekt løb ud i sandet og gjorde ham til en bitter, indesluttet mand. Han har aldrig for alvor taget sig af Laus, og sønnens store succes i farens egen branche antænder tilmed en voldsom jalousi hos ham, og han forsømmer ingen lejlighed til at nedgøre Laus og hans arbejde. Farens eneste opførte bygning ligger i landsbyen St. Randing og har en del år fungeret som lokalbibliotek, men står nu ubenyttet hen efter en større brandskade. I en slags forståelse for sin fars drømme beslutter Laus, at faren skal begraves i St. Randing. Han kontakter stedets præst, Stig Hemmingsen, der først tøver, men accepterer anmodningen, da han opdager, at Laus er den kendte arkitekt Lindborg. Da præsten fortæller, at menighedsrådet har besluttet at opføre en ny sognegård og indrette den i Lindborg Seniors renoverede bygning, tilbyder Laus at levere tegningerne til sognegården kvit og frit, hvorpå han går i gang med at gennemarbejde farens oprindelige projekt. Menighedsrådet tager med respekt og taknemmelighed imod tilbuddet. Laus tager derefter orlov og flytter midlertidigt ind på kroen i St. Randing. Laus tilbringer det meste af sin tid i St. Randing sammen med præsten Stig, der fascinerer ham, fordi han åbenlyst besidder en række egenskaber, som Laus misunder. Gradvist opstår der et venne-konkurrenceforhold mellem de to vidt forskellige mænd, og efterhånden er Laus flere gange dagligt på besøg i præstegården, hvor han både benytter sig af internetforbindelsen og vaskemaskinen, men hvor den egentlige attraktion snart bliver Stigs smukke og langt yngre kone, Alma.

mandag den 17. maj 2010

"Ned til hundene" af Helle Helle


Tjaa - jeg har faktisk aldrig før læst noget af Helle Helle. Af en mystisk grund har jeg haft lidt modstand mod hende -spørg mig ikke hvorfor! Det havde jeg faktisk også i løbet af bogen, men jeg ved ikke hvad der skete. Da jeg var færdig med bogen, startede jeg på den igen - og skimmede den hurtigt og det er lige før jeg har lyst til at gøre det igen.
Så må det da være godt og forfatteren må da være god!!!!!!!

Jeg ved ikke, hvad det er med den bog: men den er så berigende, selv om der ikke sker meget!
John og Putte finder Bente i et bus-læskur, de tager hende med hjem og lader hende bo på deres sofa. De har ingen bil, de går en del - oftest iført kedeldragt - de bor derude hvor kragerne vender! (ja, vi er i udkants-Danmark). Bente er langt nede/deprimeret, men hun skal pludselig klare en masse ting, da John ryger på hospitalet og Putte tager med ham!
Bogen er til masser af smil og til masser af undring. Jeg synes, den er skøn!
150 sider... Gi' den en chance, også når I måske tænker, "ai, hvad er det her.." Jeg var så tæt på at lukke den og springe over... Det må man ikke!

Jeg fandt lige følgende anmeldelse fra litteratursiden: http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/ned-til-hundene-af-helle-helle Den rammer godt!

"Børnene" af Ida Jessen og "Det første jeg tænker på" af Ida Jessen


Børnene er en rigtig god "hverdags-historie" fra den opfundne by Hvium i det vestlige Jylland.
Det kan måske lyde trivielt, men det er meget mere end det. Ida Jessen skriver godt, og så er det en meget menneskelig bog - alle fejl og mangler er med. Jeg var og er måske stadig meget i tvivl om, hvad jeg synes om hovedpersonen ... Er hun egoistisk, bare en klovn eller hvad - hun irriterer mig indimellem.

" ’Børnene’ handler mest om Solvej, der ved romanens start netop er flyttet til Hvium fra Hillerød. Solvej forlod året før sin mand og sin lille datter Christiane pga. en forelskelse. Eller det vil sige, Solvejs mand Morten opdagede Solvejs sidespring og smed hende ud. Nu er Solvej flyttet efter Christiane og Morten og Mortens nye kæreste til Hvium.


For sundhedsplejersken Solvej er bunden nået. Hun har ingen job, ingen penge, ingen ret til at se sin datter andet end hver anden weekend. Hun bliver mødt med mistro i den lille by. Faktisk er der kun et menneske, der er venlig imod hende. Men Søren Martinsen er nok venlig og hjælpsom, men han er også brutal og underligt afstumpet. Og hvad er der med hans ægteskab?


Romanen foregår 1992 – 2008, og få kan som Ida Jessen skildre de psykologiske spil, der foregår imellem mennesker. Både imellem kvinde og mand og imellem forældre og børn. For kan Christiane nogen sinde tilgive sin mor, at hun forlod hende, da hun var lille? Kan hun nogensinde komme over det svigt? Og vil hun? Og kan hun gøre det bedre selv?" (fra http://www.litteratursiden.dk/anbefalinger/b%C3%B8rnene-af-ida-jessen)


Det er knaldgodt. Læs den dog ;-)


"Børnene" er en selvstændig fortsættelse til "Den der lyver" og "Det første jeg tænker på".


Jeg har læst sidstnævnte - faktisk to gange. Jeg læste den for en del år siden, men efter at have læst "Børnene" for nyligt, læste jeg "Det første jeg tænker på" igen. Jeg synes, I skal gøre det samme (ok med én gang...) - hun er nemlig bare god hende Ida Jessen. Handlingene foregår også i Hvium - igen en meget menneskelig bog, som går lige ind - kræver måske nogle tårer. Nogle af personerne går igen - det er jo lidt sejt, men gør også at brikker falder på plads -selvom bøgerne ikke hænger sammen!!


"Det første jeg tænker på" handler om præsten Lisa og hendes veninde, som kommer på besøg kort inden præstefamilien rammes af en frygtelig tragedie. GOD BOG! :-)


(Lige om lidt får jeg "Den der lyver" - glæder mig!)

lørdag den 10. april 2010

Det forsvunde tegn af Dan Brown


Da jeg blev vild med krimibøger ved at læse Dan Browns bøger, måtte jeg jo også læse denne. Jeg var (som ved de andre bøger) fanget hele vejen igennem, men det skal dog også siges, at den minder meget om de andre bøger. Men vil dog alligevel anbefale den.


Symbolforskeren Robert Langdon bliver inviteret til Washington for at holde en forelæsning i Capitol. Invitationen kommer fra hans gamle ven og mentor Peter Solomon, som besidder en af de højeste grader indenfor Frimurerordenen, og Robert Langdon har derfor ingen grund til at ane uråd. I virkeligheden er Peter Solomon blevet kidnappet af den mystiske og grusomme Mal’akh, som er ude efter frimurernes ultimative hemmelighed, en hemmelighed, som angiveligt skal ligge begravet et sted i Washington og være kilden til menneskehedens genopdagelse af gammel, glemt visdom.
Vejen til hemmeligheden og til at redde Peter Solomons liv går via en mystisk pakke, som Langdon har opbevaret for sin ven i mange år, og en hæsblæsende kodelæsning og skattejagt tager sin begyndelse.
Solomons søster Kathrine, som leder et forskningsprojekt omkring et nyt begreb inden for videnskaben: Noetikken, som forsøger at binde bro mellem gammel visdom og moderne videnskab, bliver også inddraget i Mal’akhs bestialske forehavende.
Tingene kompliceres yderligere ved, at CIA under ledelse af den karismatiske Sato også blander sig.

"Den du ikke ser" af Mari Jungstedt


Denne bog har jeg nu ikke læst, men hørt på lydbånd, da jeg har fundet ud af, at det er en god måde at fordrive køretid på. Det gør dog ikke bogen dårlig, jeg må i hvertfald indrømme, at jeg nogen gange måtte blive siddende i bilen lige lidt længere end nødvendigt.


Tør man snart holde ferie i Sverige mere? Endnu en svensk turist-idyl danner baggrund for blodige mord - men heldigvis kun på papiret - i Mari Jungstedts nyligt oversatte krimi. I forfatteren Mari Jungstedt nye svenske krimi bliver Gotlands ferie-paradis skæmmet af flere bestialske kvindemord. Handlingen udspiller sig over en måned i år 2000. I dette tidsrum begås en række grusomme og uforståelige kvindemord. Vi følger begivenhederne og den komplicerede opklaring gennem forskellige personers øjne: Ofrene, kriminalinspektør Knutas og reporteren Johan Berg. Små kursiverede afsnit giver os også et kig ind i morderens tankegang.Historien er spændende og fermt skruet sammen. Spændingskurven er støt stigende, så man til sidst ikke kan slippe bogen og med Gotland som levende beskrevet kulisse får romanen et autentisk pift uden at ligne en turistbrochure

Morgenrøde af Gunnar Staalesen


På anbefaling af tidligere "Bergenindbyggere" har jeg læst 1. bog af Bergentrilogien. Jeg medgiver dem, at det er en rigtig god bog, hvor man får Norges historie fra år 1900 fortalt sammen med en fortælling af en del familiers liv, både blandt de mere velhavende og også den fattige del.

Der er mange personer at holde styr på. Derfor er det en bog man helst skal læse koncentreret over en kortere periode. Desuden bliver byen beskrevet temmelig detaljeret. Det går jeg ret let henover.

Nytårsnat år 1900 bliver konsul Carl August Frimann dræbt i sit hjem i Bergen. Dette gådefulde mord danner udgangspunkt for første bind i Gunnar Staalesens bredt fortalte og farverige romantrilogi om livet i det myldrende Bergen op igennem det 20. århundrede. På baggrund af verdenshistoriens dramatiske begivenheder, opløsningen af den svensk-norske union, ubådskrig, strejker og politiske modsætninger – væver Gunnar Staalesen et tæt billedtæppe af skæbner og vanskæbner, kærlighed og ulykke, fødsel og død fra århundredskiftet og frem til begyndelsen af 1930'erne. Og bag om det hele slynger sig stadig mordgåden fra nytårsnatten 1900 …

mandag den 1. marts 2010

"Pigerne fra Riyadh" af Rajaa Alsanea


Måske er denne bog mest for piger... (?) Er man interesseret i lidt om hverdagen i Saudi Arabien - i dette tilfælde 4 rige unge pigers liv - hvordan det er at være kvinde i fht kærlighed og forelskelser, så er denne bog ret interessant. Det er absolut ikke sødsuppe! I hvert fald sejrer kærligheden ikke over alt - meget langt fra. Jeg ved ikke meget om Saudi Arabien, men vil vove at påstå, at denne bog giver et godt blik ind i det noget anderledes samfund. Jeg kan godt lide bogen.
En ung kvinde sender hver fredag efter fredagsbønnen en email rundt til en flok tilfældige / ukendte medborgere af begge køn. I sine emails fortæller hun om sine veninder, deres trængsler, deres liv, deres små særheder osv. Hun modtager et væld af kommentarer på sine emails - de går Saudi Arabien rundt - længe leve Internettet. Alle snakker om hendes veninder og deres oplevelser - nogle læsere roser skribenten - andre truer hende, fordi hun er meget samfundskritisk. Bogen består af disse mails + diverse kommentarer fra forfatteren og fra læsere - det hænger selvfølgelig sammen og er en god bog. Og selvfølgelig et rigtig godt indlæg til debat : religion, ligestilling, tradition, osv.
Rigtig god fornøjelse!

mandag den 15. februar 2010

"Flaskepost fra P" af Jussi Adler-Olsen

Da jeg reserverede bogen på biblioteket, stod jeg som nr 87 (!!)... Var den værd at vent på?? "JA", er svaret.
Jeg er vild med Jussi - og endnu mere vild med Carl Mørck og Assad - det er jo Jussis skyld. De to er et fantastisk makkerpar. Den lune tone, Assads danske vendinger, Carls arrogance - der er masser af godt - og selvfølgelig er det godt detektivarbejde, god spænding, "hanger-effekten" er ret gennemført. Ganske enkelt en god god krimi med et dejligt personlandskab. Håber Jussi snart er færdig med nr 4 i serien om Afdeling Q...

Den onde i "Flaskepost fra P" er meget ond, synes jeg. Det var så det kriblede i mig, for at få ham afsløret. Som i de to foregående bøger om Afdeling Q, er det første kapitel så intenst, at man er bidt af at komme videre!
Jeg vil ikke skrive så meget om handlingen - men at jeg efterfølgende kom til at tænke på, at jeg ved så meget om gerningsmanden - det gør Carl og Assad måske ikke! ... Go' læselyst!

PS: Jeg fandt lige følgende anmeldelse: http://www.berlingske.dk/boeger/fandens-til-carl-0

Skam af Karin Alvtegen


"Skam" handler om 2 umiddelbart meget forskellige kvinder - fælles for dem er, at de er ved at brænde op indvendig af skyld og skam over noget fra deres fortid. Den ene kvinde er kæmpe stor, hun kommer aldrig ud af sit hjem, og er yderst ubehagelig ved de hjælpere som kommer hjem til hende. Den anden kvinde er en dygtig læge, nyforelsket og men bange og ulykkelig. Og ja selvfølgelig !! - De to kvinders veje mødes...
Bogens kapitlerne skifter imellem de 2 kvinder - det giver god "hanger-effekt"; det kan jeg generelt godt lide. Jeg synes, romanen er velskrevet - og giver et godt billede af det menneskelige væsen.
Til tider er bogen næsten for bogen deprimerende... , men stadig læseværdig!

fredag den 1. januar 2010

Det sidste barn af John Hart


Den her skal du læse!!! Den hører absolut med til en af de bedre bøger. Det ene spændingsmoment afløser det andet. Absolut anbefalelsesværdig.
------------------------------------------------------------
Johnny Merrimon er ikke nogen helt almindelig dreng, men han har en mission - nemlig at finde sin tvillingesøster, som forsvandt sporløst, da de var 12 år gamle. Nu er Johnny 13 år og burde passe sin skole og lege som alle andre drenge på den alder. I stedet cykler han rundt i byens suspekte kvarterer og banker på hos folk for at høre, om de har set hans søster. Kriminalassistent Hunt, der i sin tid blev sat til at opklare sagen om Johnnys søster, kan ikke slippe den, og tanken om den forsvundne pige og hendes sønderknuste familie nager ham dag og nat. Han holder et beskyttende og vågent øje med Johnny og forsøger at få ham til at stoppe sin farefulde efterforskning. Da endnu en ung pige pludselig forsvinder, står det hurtigt klart, at Johnnys selvbestaltede eftersøgning gennem det forgangne år har givet ham en viden, som end ikke politiet har. Johnny fornemmer, at han er på sporet af noget, og vælger at ignorere, at det er en farlig mission, han er ude på. Hans iagttagelser kan muligvis føre til den forsvundne pige - og måske til hans forsvundne tvillingesøster.