Kronprinsessen af Hanne-Vibeke Holst

Denne bog er ikke en krimi - og dog.. Den sætter mange tanker igang omkring flere temaer: "ligestilling"- "karriereræs" - "parforhold / arbejde" - "magtsyge" "politikerspil" "pressens magt" og meget mere. Det er ikke en skade at være lidt politisk interesseret, men den kan sagtens læses, selvom man måske ikke går så meget op i politik. Hanne-Vibeke Holst skriver rigtig godt. Jeg syntes, jeg havde behov for en bog, der ikke var en krimi, men denne har visse "krimiundertoner" så den er et godt alternativ.

Charlotte er gift, har to børn sammen med Thomas og er på vej til Uganda som medfølgende hustru. En aften før jul bliver den 35-årige Charlotte Damgaard ringet op af statsministeren og får tilbudt posten som Danmarks nye miljøminister. Har hun et valg? Hanne-Vibeke Holst har skrevet et brag af en roman om kvinder på magtens tinder. I årevis har kvinderne kæmpet for at komme til magten, for at sætte dagsordenen, for at vise de andre politiske padder, at vi kan gøre arbejdet endnu bedre. Når vi så sidder der og slås med egne partifæller og pressens paparazzimetoder, vover Hanne-Vibeke Holst at stille spørgsmålet: er det det hele værd? Læseren kryber ind under huden på Charlotte Damgaard fra første side og kravler forpustet ud igen på side 411. Her har man så taget beslutningen sammen med hende, skal-skal ikke, følt suset ved at stå i januarkulden med de andre medlemmer af Per Vittrups regering for at blive fotograferet af pressen, blive feteret, lykønsket og nået at udtænke store planer om Danmarks bæredygtighed og miljø. Man har også ligget søvnløs sammen med hende på grund af fortidens dæmoner omkring faderens aldrig afklarede selvmord, kæmpet mod trætheden, når store bunker af papirer om lovstof og sager skulle pløjes igennem og ikke mindst mærket smerten over afstanden til ægtemanden Thomas, der vokser sig større og større og truer med at ødelægge det ellers så solide forhold.

Charlotte Damgaard lærer hurtigt, at i politik er man altid alene, men ikke hurtigt nok, før medierne overfalder hende. For pressen lugter straks blod, når en uøvet, idealistisk minister vover at tale personligt og engageret og ikke optræder som de andre politiske nikkedukker.